Provided by:
Smøla kommune
Velkommen til å høre kjente og kjære salmer. Klikk på bildene under for å lytte og synge med
To find more content and listen to free audio guides, download the Voice of Norway app.
1 Ak, mon min Vei til Kanaan Endnu er meget lang? Mon jeg kan naa det glade Land, Som snubler Gang paa Gang? Som snubler Gang paa Gang? 2 Min Fod er træt af Løvet her, Jeg staar saa tidt forsagt; Men Kanaan jeg dog har kjær, Men her maa bruges Magt, Men her maa bruges Magt. 3 Naar ene jeg paa Veien gaar, Da rinder tidt min Graad; Jeg tenker: "Mon jeg Landet naar?" Og ved mig intet Raad, Og ved mig intet Raad. 4 Mit bange Sind er ræd i Strid, Jeg er saa tidt forsagt Og tror, hvad nytter vel min Flid, Vil bort fra Bønnens Vagt, Vil bort fra Bønnens Vagt. 5 Man naar jeg smager Landets Frugt Og kjænder, den er god, Da er det mig en livets Lugt, En himmelsk Længsels Flod, En himmelsk Længsels Flod. 6 Her er ei Hvile nogen Gang; Thi Striden er saa svar; hvor var det godt, om den med Sang Hos Herren endt nu var! Hos Herren endt nu var! 7 O Kanaan, du skjønne Land! Å, kunde jeg dig naa! Met Hjerte staar i Længsels Brand, O, kunde jeg dig faa! Å, kunde jeg dig faa! 8 Kun fort, min Sjæl, bliv ikke træt! Du Kanaan kan naa! Kun fort, kun fort, Klenodiet Du foran ser jo staal, Du foran ser jo staal.
Kan du glemme gamle Norge, aldri jeg det glemme kan, med de stolte klippeborge, du er mine fedresland. Hvordan kunne du dog drage bort fra barneminnets plett, skynd deg dog og kom tilbake hvor du sang så glad og lett. Kan du glemme dette landet som deg først tok i sin favn, aldri finner du et annet med så stolt og herlig navn. Kan du glemme disse trange fjorder som seg bukter inn der hvor du så mange ganger vugget ble for sakte vind. Kan du glemme Norges skove, glemme furu, bjerk og gran, vannets klare blanke vove aldri du forglemme kan. Hvordan kunne du dog glemme slekt og folk og fedreland, hører du ei sagas stemme kalle deg til hjemlig strand. Svever dog ei titt din tanke hjemad hvor din vugge sto føler du ei hjertet banke for det landet du forlot. La da kun din tanke sveve det kan ikke falle tungt, og hver nordmann lenge leve gamle Norge evig ungt. Snart vil gravens kolde leie gjemme deg i vestens land, aldri gleden ved at eie hvilested ved norske strand
Norsk dikt av John Paulsen, tonesatt av Alfred Paulsen. Når fjordene blåner som markens fiol, og breene glitrer i spillende sol, når liljekonvalen ved foten av hegg står duftende skjønn langs klippenes vegg, mens elven bak orkrattet danser seg vill og trosten fra granlien synger dertil, da røres mitt bryst, da blott hviske jeg kan Gud signe dig Norge, mitt deilige land, Gud sige deg, Norge. Men når jeg ser folk som rydder den jord som virker på fjell og ved fiskerik fjord, de tusen menn som til sjøs og til lands, i arbeidets sved vinner Norge en krans, de tusen kvinner som yndig og tro med kjærlighet sysler i hjemlivets bo, da svinger jeg hatten, da hjertet får tolk Hurra for mitt brave, mitt kraftige folk! Hurra for mitt folk, for mitt kraftige folk!
1. Alle vegne hvor jeg vanker Jeg min Jesus har i tanker, Hvor jeg ligger, sitter, går, Etter ham min lengsel står. 2. Bort fra verdens land å ile. Mett av møye, hjem til hvile, Er jeg reiseferdig til, Når min søte Jesus vil. 3. Når jeg med ham skal regjere, ivsens krans og krone bære, O hvor vil jeg være glad I den gylne englestad. 4. O hvor vil jeg da meg glede, Når min Jesus meg vil klede, Føre inn i himlens slott, O da vil det være godt. 5. Da skal munn og hjerte klinge Med min Frelser lov å bringe Blant utvalgtes sang og lyd I Guds englers samfunns fryd. 6. Fri fra sorgen, fri fra nøden, Fri fra synden, fri fra døden, O hvor vil jeg være fro I Guds englers samkvems ro.